info@jakoblacour.com
© JAKOB LA COUR STUDIO

Interview med Kirsten Dehlholm


Jakob la Cour:
Dejligt Kirsten Dehlholm, at du lyst til at være med her?

Kirsten Dehlholm:
Jo, det har jeg da.

Jakob la Cour:
Det er jo XR BLACK BOX, hvor vi udforsker og udvikler fundamentet for fremtidens scenekunst, og hvor vi omfavner brugen af såkaldte Extended Reality teknologier – XR. Og du er jo skaber af en masse forestillinger og en masse arbejde gennem hele dit liv?

Kirsten Dehlholm:
Ja

Jakob la Cour:
Og jeg er jo rigtig spændt for at høre dine tanker, om din proces og din intention med det du laver og ja forskellige ting. Jeg tænker måske et spørgsmål kunne være, hvordan du skaber idéer og hvordan de ligesom bliver realiseret, dine idéer?

Kirsten Dehlholm:
Ja, det.. det er jo også et godt spørgsmål, fordi ideerne de kommer sådan ud fra forskellige, jeg vil sige fascinationer af fænomener og fascinationer af virkeligheden. Så virkeligheden består jo – ja den består af uffatteligt meget, meget kompleks. Jeg ser verden og virkeligheden som meget kompleks og det er så denne kompleksitet jeg prøver at indfange og opfange og vise. Det handler meget om… når man taler om fænomener, så handler det meget om det perceptuelle, altså perceptionens fænomener, som jeg er meget optaget af. Og der har jeg… Der har jeg brugt virkeligheden. Når jeg siger virkeligheden, så mener jeg for eksempel virkelighedens arkitektur eller tid og sted. Men, men jeg har også brugt teknologi, ikke specielt meget altså VR f.eks. eller AR. Det har jeg ikke selv brugt og kommer heller ikke til det. Det tror jeg ikke på. Altså jeg har oplevet det. Jeg har selvfølgelig… ej jeg ved ikke.. det har ikke optaget mig så meget, at jeg selv begyndte at bruge det i vores produktioner.

Jakob la Cour:
Nej. Jeg er også meget nysgerrig på at høre, hvordan du sådan… Hvordan din proces… Hvis du kunne fortælle lidt om hvordan din proces er fra ingenting til en forestilling? Sådan bare i forhold til helt din egen, dit eget arbejde, f.eks. ændrer processen sig? Laver I nye processer hver gang eller…?

Kirsten Dehlholm:
Ja, det er nye processer hver gang, fordi forestillingerne er ufattelig forskellige.

Jakob la Cour:
Ja

Kirsten Dehlholm:
Den ene fra den anden, altså virkelig helt, helt forskellige.

Kirsten Dehlholm:
Og det kan være alt. Det er alt fra, fra tema til antal medvirkende til, hvilken art Ahmedinejad med stæderne og publikums placering.

Kirsten Dehlholm:
Han vil ikke sige inddragelse af de har lavet i Gram. Er det noget publikum ser forestillingen på?

Kirsten Dehlholm:
Igen og igen meget forskellig tid.

Kirsten Dehlholm:
Tiden havde den korteste forestilling om natten og 20 minutter, og den længste er syv dage og syv nætter. Med en medvirkende eller med 700 medlemmer. De fleste forestillingerne og SDI er skal vi mere traditionelle frimodig.

Kirsten Dehlholm:
De varer en time og 20 minutter uden pause og har måske 10 medvirkende, seks medvirkende tolv hver.

Kirsten Dehlholm:
Men det handler meget om at kunne komme rundt til kunden kunne uden.

Kirsten Dehlholm:
Rundt med en forestilling vist den er for sjældent os turneer. Det kræver jo altid sådan en begrænsning af så de begrænsninger der er underlagt.

Kirsten Dehlholm:
Især selvfølgelig økonomisk.

Kirsten Dehlholm:
Så de må også tages med fra starten, og vi har forventninger i af økonomi.

Kirsten Dehlholm:
Og hvornår bliver du ligesom lukket ned for ideer, man kan placere i udvikler? Har du? Har du den med fra start af?

Kirsten Dehlholm:
Det er at dermed fra start af.

Kirsten Dehlholm:
Ikke fordi vi har lavet budgettet fra start af, men. Men der er selvfølgelig begrænsninger fra start af.

Kirsten Dehlholm:
Der gør jeg det, når jeg tænker på, at det er noget af det enfoldige.

Kirsten Dehlholm:
Han.

Kirsten Dehlholm:
Det er Schweden næsten enddog utrolig meget. Det er sjældent jeg ender, jeg ændrer undervejs endda også en del.

Kirsten Dehlholm:
Jeg aner ikke fuldstændig konceptet, fordi så er det i den forstand, så så skal der være noget andet her.

Kirsten Dehlholm:
Men hvordan?

Kirsten Dehlholm:
Hvordan er det med din intention i forhold til det du laver har det? Har du ikke haft en overordnet intention, som du har fundet, og sådan som forfulgt den, eller har du skifter det hele tid eller hvordan?

Kirsten Dehlholm:
Altså en åben intension for mit virke eller for hver forestilling for.

Kirsten Dehlholm:
For her fik jeg for dit virke, ja, overordnet for dit virke.

Kirsten Dehlholm:
Om der har været noget overordnet som for dit virke er.

Kirsten Dehlholm:
Det synes jeg ikke er blevet.

Kirsten Dehlholm:
Det synes jeg egentlig ikke.

Kirsten Dehlholm:
Når vi kigger tilbage, er der noget du har lidt sammen. Har det været meget sammen? Din nysgerrighed der har drevet dig, eller har du været det?

Kirsten Dehlholm:
Ja, det synes jeg godt, du siger det. Ja, det er det.

Kirsten Dehlholm:
Det er meget min nysgerrighed, der har drevet mere forårsvejret hvert værk frem.

Kirsten Dehlholm:
Er er hvor har ideerne startet?

Kirsten Dehlholm:
Så har du været nysgerrig på noget, og så er der. Hvordan har en idé manifesteret sig?

Kirsten Dehlholm:
Ligesom man kan på den måde står den.

Kirsten Dehlholm:
Det oplever de som en stor erkendelse.

Kirsten Dehlholm:
Pludselig ser en lysholt, eller er det noget, du mærker, eller det, at du har lært noget? Har det været meget fra andre mærker, du bliver inspireret eller hvordan?

Kirsten Dehlholm:
Hvordan har du det? At det er så meget fra fra, at fænomener er i verden?

Kirsten Dehlholm:
Altså prismæssige var én ting.

Kirsten Dehlholm:
Det er eksempel at stå op og kigge ned i fugleperspektiv. Det er sådan en vidunderlig måde at se verden på, så jeg er altså meget optaget. Og så jeg lavet flere produktioner på den måde.

Kirsten Dehlholm:
Ud fra det perspektiv er fugleperspektiv.

Kirsten Dehlholm:
Hver gang der så for eksempel et fænomen som små tvillinger eller det dobbelte tvillinger.

Kirsten Dehlholm:
Fænomenet har været optaget af nogle og har lavet flere pulsure ud fra det er.

Kirsten Dehlholm:
Og en sådan er det. Licensen bliver færdig. Arbejdet skal på et tidspunkt, så har jeg også gjort det, og så skulle jeg videre til et andet fænomen er I.

Kirsten Dehlholm:
Et æg hængende så meget medvind ved de fint ved disse fænomener.

Kirsten Dehlholm:
Lige nu har jeg undersøgt dem Azadi. Jeg siger jo, at mine forestillinger om undersøgelser af verden, der synes sådan set meget, er ved at undersøge fænomener ved at undersøge verden.

Kirsten Dehlholm:
Så lærer jeg en masse af omverdenen, så det.

Kirsten Dehlholm:
Det er noget, jeg bruger mine forsøg på at lære om verden, og det kan være alt lige fra Chiellinis tvillinger eller Kina eller om pengene eller der minen eller Kochsvej af Chris.

Kirsten Dehlholm:
Det bruger jeg min forskning til at undersøge.

Kirsten Dehlholm:
Selv om rigtig meget, og søgte han, at det er det noget, som du laver i time, eller hvordan fungerer det egentlig? Det er meget, meget Thien arbejder altid i timen.

Kirsten Dehlholm:
Så er det var vi gjort i Nice. De seneste mange ismer i starten.

Kirsten Dehlholm:
Men de seneste mange år har det været i teams, og jeg har samlet nogle mennesker.

Kirsten Dehlholm:
Det kan være presse og kunstnere fra forskellige discipliner, og vi kan være to tre fire personer, der i lang tid arbejdede sammen om et projekt, hvor jeg så har givet et koncept.

Kirsten Dehlholm:
Og når I så har arbejdet, har det været meget sådan, at man har haft roller i større, eller har det været en kollektiv proces eller hvordan?

Kirsten Dehlholm:
Er det dig, der har fejlet, eller som den svenske hændelige beskriver det? Det er mange og erfarne.

Kirsten Dehlholm:
Er det, det er det.

Kirsten Dehlholm:
Men ja, men jeg har gjort det til stort set alle de andre har og har meget stort, sagde han.

Kirsten Dehlholm:
Så de andre personer, jeg arbejdede sammen med, alt det ved jeg synes, jeg lytter.

Kirsten Dehlholm:
Det synes jeg ikke om, og jeg får meget inspiration fra mine samarbejdspartnere.

Kirsten Dehlholm:
En kunsteriske samarbejdspartner, og det er meget underligt, at jeg kan så ikke lave de her forsider ude uden at have den uden at have en, to, tre andre. Hvis jeg siger det lige som at trække vejret.

Kirsten Dehlholm:
Anders Jeg arbejder som sammen med andre, og det er meget vigtigt, fordi det bliver altid sidste år, hvor jeg laver.

Kirsten Dehlholm:
Det vi laver, er større, end hvis en person sidder mandag er blevet større, og vi sidder meget normalt.

Kirsten Dehlholm:
Og det er ikke fordi, jeg selvfølgelig har de fisk.

Kirsten Dehlholm:
Har de idealisme rigtig haft roller de andre? De er de bare.

Kirsten Dehlholm:
Nogle er gode til noget andet.

Kirsten Dehlholm:
Hvordan har du det sådan, at hvordan har du stødt på de mennesker, og hvordan har du valgt, hvem du skal være del af? Tiden skifter det meget fra gang til gang.

Kirsten Dehlholm:
Jeg er lidt sideskiftet altid her, men der er også altid nogen, der følger med fra neden, forrest ind til den anden. Så. Der er nogle der indtil da har fulgt med i mere end 20 år, hvor Slys designer og Slys master, Jesper Kongshaug er min ven.

Kirsten Dehlholm:
Men ellers har jeg lige skiftet mening.

Kirsten Dehlholm:
Samarbejdspartner det er skiftet han. Og jeg bruger mere mors på forskellig måde.

Kirsten Dehlholm:
Nogle har deres faglige ekspertise som for eksempel lys eller lyd eller om.

Kirsten Dehlholm:
Jacmel mener det causerer tekst.

Kirsten Dehlholm:
Det er selv meget mere at tale om. Konceptet og temaet og.

Kirsten Dehlholm:
Jeres kan arkitektur er afhængig af den du har valgt, men jeg vil høre, at du har rigtig mange forskellige fænomener, du udforsker.

Kirsten Dehlholm:
Er der også eksperter, der ligesom ved noget om kz lejrene, så går vi ud til nogle eksperter og kan så gå i samme tid, at jeg ja, så er Uzuns parter.

Kirsten Dehlholm:
Og hvorfor? Viden derfra er jeg meget i, hvor og foregår.

Kirsten Dehlholm:
Arbejder mange blandt boksning, eller er det jeg at?

Kirsten Dehlholm:
Vi har et arbejde, der er lykkeligt i hvor meget forstår jeg så det kan være på et museum eller ja eller nej, vi har ikke.

Kirsten Dehlholm:
Vi har ikke noget sted. Vi har ikke noget teater. Vi har ikke noget om samme. Vi har ikke nogen skuespillere eller fastholdt som samlet. Det har vi jo ikke.

Kirsten Dehlholm:
Vi har et rum, og så sidder vi her.

Kirsten Dehlholm:
Det er altså etisk set at sige studier, og min far kan sidde omkring et bord og snakker og til dem svarede på den måde, det foregår, og så kan man selv kan give sig hen til en, som vi viser til en anden.

Kirsten Dehlholm:
Og så går vi nok.

Kirsten Dehlholm:
Så er det meget vigtigt, at vi har, vi har. Vi ved, hvor vi skal være. Vi ved, vi alle får den slags ro eller flere strakspåbud og viskere. Forestillingen skal opføres. Det er for mig utroligt vigtigt. Han ved. Nordiske forbund er for forummets arkitektur, når stedets arkitektur beslutter regimer og bestemmer rigtig meget.

Kirsten Dehlholm:
Hvad er det for en slags staks mærk alléen.

Kirsten Dehlholm:
En forestilling, hvor du sidder som en traditionel som et teater og ser frem på en scene? Eller er det et sted, hvor du bare sidder på to tre fire sider af en scene?

Kirsten Dehlholm:
Eller er der ingen scene og go out, du bare går rundt ligesom på en udstilling? Jeg stod op og kiggede ned eller stod du nede og kigger op?

Kirsten Dehlholm:
Systemet er meget vigtigt. Jeg laver næsten noget digitalt i et Denison med kubot mange manglende laver noget teskeer. Det gør ikke. Det kan jeg slet ikke finde ud af og interesserer mig ikke et ét. Er det ufølsomt eller det usandsynligt er det ikke.

Kirsten Dehlholm:
Jeg kan ikke, hvad jeg vil bruge. Jeg skal have et sted, og jeg skulle også helst gerne have publikum.

Kirsten Dehlholm:
Hvor meget tid bruger du? Rundt om bordet så at sige, og hvor meget som du så hende på location? Er det fifty fifty, eller er det sammen?

Kirsten Dehlholm:
Nej, det er 90 10 90 om bord. Ja og 10 da han. Og her er han for det. Jeg kan jo ikke.

Kirsten Dehlholm:
Hvis med museum, så kan vi jo ikke brudt ret meget tid. Selvfølgelig har vi været der, undersøgte og taget stilling og fundet for noget, og det, at det skal være, og hvordan det skal foregå.

Kirsten Dehlholm:
Men så kommer hjem igen til vores bord. Ja, så der foregår meget om bord.

Kirsten Dehlholm:
Er fantastisk at se, at rundt om her er der alle mulige sjove objekter.

Kirsten Dehlholm:
Ja, men der er nok ikke så meget det bare. Der er ikke så meget.

Kirsten Dehlholm:
Der er lidt, der kunne være med og måske ikke er helt i forhold til, hvad vi har lavet. Der er utroligt meget, hvor jeg gerne vil have det fremmede. Nej, de ting vi har lavet, ikke billeder fejlede det faktisk.

Kirsten Dehlholm:
Men jeg ser det ikke ret. Meget foregår på stedet. De vil ikke er muligt.

Kirsten Dehlholm:
Så det handler virkelig meget om at være klar, når vi skal ud på det sted, vi skal være nu.

Kirsten Dehlholm:
Og så laver vi også modeller, men laver ikke, som vi gør det.

Kirsten Dehlholm:
Vi bruger en del arbejde, hvad man ellers skabe på publikumsrækkerne og dessertvinen, forestillinger, og hvordan du ser din relation til publikum. Du nævner også flere publikummer, baren og det som vigtige location og publica.

Kirsten Dehlholm:
Attesten er signerede, jeg tager stilling til hvor er publikum i forhold til spillet i forhold til scenen i forhold til det vi skal se.

Kirsten Dehlholm:
Det er det, det tager stilling til. Hvordan skal det her ses over?

Kirsten Dehlholm:
Opleves min hjerne? Det er det meget sjældent, jeg inddrag i forestillingen.

Kirsten Dehlholm:
Det gør næsten ikke.

Kirsten Dehlholm:
Alle ved, hvad årsagen til det, og det er det, fordi det er det, du har gjort. Det er der med nogen særlig årsag.

Kirsten Dehlholm:
De skal bare ind uden selv at bestemme.

Kirsten Dehlholm:
De skal bare alle publikumsskare.

Kirsten Dehlholm:
Det er jo inddragede for Horbelev via det de oplever i hverdagen.

Kirsten Dehlholm:
Så.

Kirsten Dehlholm:
Så de skal hedde fordi de bliver selvfølgelig inddraget, hvis de går går rundt på en udstilling der.

Kirsten Dehlholm:
Ida Davidsen.

Kirsten Dehlholm:
De går rundt, de kan stoppe når de vil. De kan please os så længe, som de vil.

Kirsten Dehlholm:
Ethvert værk vil være et senere rids, men det er ikke sådan, at jeg inddrager dem fysisk. Ellers kan det det, jeg bryder mig ikke om.

Kirsten Dehlholm:
Det var heller ikke selv om det nok derfor ikke gør det, fordi det ikke er Wesselburen om det du ikke ved, hvad det specifikt du ikke bryder dig om tolkning af. Det er det fysiske.

Kirsten Dehlholm:
Du skal tage stilling som sådan nogle valg, du skal træffe, når du bliver anbragt eller hvad? Ja, hvor ligger det? Ja, det er der nogle valg.

Kirsten Dehlholm:
Jeg vil hellere være i fred og ligesom får lov til at betragte.

Kirsten Dehlholm:
Ja, ja, det vil.

Kirsten Dehlholm:
Jeg vil gerne have vide hvor jeg skal stå, hvor jeg skal sidde, hvor jeg skal gå. Men det er det mere på.

Kirsten Dehlholm:
Er der nogle ting du har gang i for to nogle projekter sammen som du når du optog af fænomener i verden.

Kirsten Dehlholm:
Jade Jagger.

Kirsten Dehlholm:
Jeg har to nye tre mandater. Der er to nye forestillinger.

Kirsten Dehlholm:
Det ene er en Akins narrativt i fortællingen, og det er jo ellers ikke noget, jeg bruger så meget.

Kirsten Dehlholm:
Det var en artikel med psykologisk narrativt bruger jeg ikke ret meget, men jeg synes ind imellem med, systemet er spændende.

Kirsten Dehlholm:
Hvordan kan jeg fortælle en historie, og det har vi så.

Kirsten Dehlholm:
Det er en fokusering baseret på Helle Helles roman.

Kirsten Dehlholm:
Dette fordi den er lavet om til en monolog i romanen og mange stemmer mange personer. Men jeg laver den til en monolog, så det er en person, der husker tilbage på den tid, som romanen så omhandler.

Kirsten Dehlholm:
Og der er tekst til følge, som som bliver sagt til os, som har været gennem taget af skuespillerne og sådan en bog. En meget enkel scenografi.

Kirsten Dehlholm:
Der står, at han trods en idé stemmer med lys, og det synes jeg er ret sjovt at lave som en scenografi, så man så enkel kan meget med lyset. Så kan der også nogle stemmer, der skal dreje rundt, så de har spejle.

Kirsten Dehlholm:
På en side af to sider reflekterer lyset, så det DDD gentagne undersøgelse af hvad kan? Hvad kan denne scenografiens sammen med skuespillerne? Og så er der jo da musik det indspillet, så sådan optaget skal være optagelser af reallyd og. Så nemt er det igen tid en blanding af det forholdsvis enkle og komplekst på samme tid. Og det er også en fordel til en black box, som jeg ikke laver ret mange af. Jeg laver næsten ikke det som almindelig blæk. Blokbogstaver er ikke specielt stor. Altså ikke specielt stor, men heller ikke min. Den er heller ikke stor. Jeg laver min store forestillinger, men jeg er altså stor, og det er også sjovt for at se hvor. Hvor meget kan I så komme rundt med den her? Med dette værk? Det ser ud som om vi kan komme godt godt rundt i Danmark.

Kirsten Dehlholm:
I hvert fald er Santonja. Så det er sagen en et et narrativ.

Kirsten Dehlholm:
Og så har jeg en anden efter den kommer der en anden slags forestilling, der hedder elektricitet, og den handler om elektricitet.

Kirsten Dehlholm:
Jeg synes, det er meget fantastisk. Hvad er elektricitet? Den er næsten lige så fantastisk som Kunstmus.

Kirsten Dehlholm:
Jeg ved stadig ikke, hvad det er, man så tit er mere researche meget.

Kirsten Dehlholm:
Jeg læser og ser og ser, fordi jeg ikke lige kan finde på nettet, at gå til foredrag, selvfølgelig hos ham hos os.

Kirsten Dehlholm:
Men det handler meget, meget mere end hos os, da vi startede med ham, fordi al-Nusra var side af 200 års jubilæum for hans opdagelse af elektromagnetismen.

Kirsten Dehlholm:
Men der trækker jeg længere ud end ind hos os, fordi det var lidt ligesom ikke nok, da jeg fandt ud af, at det skal handle om elektricitet, så du ikke lavede for dem.

Kirsten Dehlholm:
Så det er meget smukt ord og ser meget interessant med de opfindelser, der blev gjort i 1900 tallet.

Kirsten Dehlholm:
Satirisere ser på agerjorden selv som et ladet århundreder og koncentrere mig om det.

Kirsten Dehlholm:
Om det århundred, og det vil jeg gerne.

Kirsten Dehlholm:
Den første vil vi gerne have ind på et museum.

Kirsten Dehlholm:
Siden skulle ikke spille som en en rigtig teaterforestilling. Det ville ikke. Og så lykkedes det at komme ind på SMK.

Kirsten Dehlholm:
Skal vi som 23 7 23, hvor vi så for en række sale dér, hvor de normalt har guldalder.

Kirsten Dehlholm:
Billeder fra 100 tallet der jeg så det bliver som en blanding af til installation, usta og forestilling som en række performere, der giver os noget tekst, og der bliver installation.

Kirsten Dehlholm:
Hvordan ved jeg ikke endnu, hvordan det sker. Det er det samme, man skal performe, men det er også nemmere at sige det. Det er det nok mest med, jeg ikke kendte kan stifte et. Det ikke skuespillere hos bliver siden instrueret i at gøre nogle bestemte ting.

Kirsten Dehlholm:
Jeg er kun en kendt mad, og det er Kaspar. Jeg meget glad for, at han er kommet med i sin. Han er fantastisk skuespiller, og så fandt de ud af, at han gerne ville være med i.

Kirsten Dehlholm:
Han altid gerne ville havde villet være med i et utal bueformet konstruktion og fantasi.

Kirsten Dehlholm:
Og han er altid dejligt, er han måske. Han er så sikker, og han er en skøn person, så så børnene sidder meget glade for, jeg har fået ham med.

Kirsten Dehlholm:
Jeg skal ikke spille nogen rolle.

Kirsten Dehlholm:
Hun skal bare være der og tale har en fantastisk stemme. Hun synger virkelig spændende.

Kirsten Dehlholm:
Ja, du holder ham i kontakt, hvilket fik kontakt med en af den juleferie på det 20.